Kontakt Andy

Anders og Bent Bro

Anders & Bent eller Søn & Far i en stemningsfuld optræden, hvor Bent Bro (kendt fra TØRFISK) og Anders Bro (kendt fra THE GRANDFÆTTERS / FÆTTERS og FOTOVOGNEN på TV Midtvest) tager publikum med på en musikalsk sejltur i sang og musik med fortællinger fra det vestjyske område. Der indgår altid flere fællessange, så publikum også bliver en aktiv del af koncerten.

Anders er nævnt først, fordi han uden tvivl er det største musiske talent af disse to herrer i denne konstellation mellem to Broer. Udover at være en fremragende musiker, er Anders journalist på TV MIDTVEST, hvor han blandt andet er den ene del af duoen, der kører landsdelen tynd med Vibeke Nipper i FOTOVOGNEN. Anders har spillet og sunget siden han var helt lille. Han spiller på klaver, keyboard, harmonika og guitar. Ved siden af at spille med ”den gamle” er Anders også en fjerdedel af gruppen THE GRANDFÆTTERS (eller FÆTTERS)

Bent Bro har i 35 år arbejdet med – og for – fiskerne fra Thyborøn Havns Fiskeriforening, men i starten af 2020 gik han “i land” og helliger sig nu sang og musik bl.a. i TØRFISK, hvor Bent siden 1981 har været medlem, og hvor han stadig synger og spiller guitar.

Anders og Bent Bro har spillet sammen i 15-20 år – og mens Anders mestrer flere instrumenter, holder Bent sig til sin guitar – sin trofaste følgesvend siden 1969, hvor han modtog den første undervisning. Det er også Bent der forestår snakken og introduktionen til sangene, hvor flere nok også vil mene at snakketøjet er bedre end ”spilletøjet”.

Altså kort sagt: Et liv i fisk og musik mellem to Broer.

Forespørgsel

Kontaktoplysninger

Kontakt Andy