Bjørn "Okay" Hansen - musikalsk foredrag
Bjørn Hansen blev hurtigt én af Dansktoppens konger efter af Jørn Hjorting introducerede Dansktoppen i 1968. Siden har Bjørn Hansen med sit orkester “Bjørn & Okay” været en markant profil indenfor den danske populære musik. Men hvordan endte Bjørn her? Det får publikum at høre i foredraget, der måske meget passende kunne hedde “Det’ Okay”. For livet har været helt okay for Bjørn Hansen.
Bjørn Hansen drysser lifligt med sang i foredraget, hvor han fortæller om, hvordan han mødte frisøren Gerda ved et lille bal i Snedsted, og hvordan hun var medvirkende til, at han flyttede til Hyrup. Egentlig blev Bjørn uddannet typograf, men han har aldrig nået af bruge denne uddanelse til noget, for musikken ville det anderledes.
Sammen med “Bjørn & Okay” har Bjørn spillet i alle kroge af Danmark på både små interimistiske scener og de helt store scener. Musikerlivet i “Bjørn & Okay” har budt på masser af oplevelser, og det fortæller Bjørn om med masser af historier og anekdoter. Bjørn fortæller også, hvordan “Bjørn & Okay” ganske udramatisk har valgt at lade orkesteret stoppe. Bjørn Hansen har dog ingen planer om at lade sig pensionere. Han optræder stadig solo og sammen med sønnen Johnny, og Bjørn tager også meget gerne ud med dette musikalske foredrag, hvor publikum naturligvis får masser af hits fra Bjørns lange karriere. Og ja, Den gule flyver er naturligvis også med i Bjørn Hansens musikalske foredrag, hvor tiden vil flyve af sted. For det gør den, når man er i godt selskab.