Henning Nielsen
Måske husker du den sønderjyske tryllekunstner og spasmager Henning Nielsen fra ”Danmark har talent” på TV2 (hvor Henning opnåede en flot 3. plads), måske har du set ham på DK4 eller måske har du hørt om, hvordan Henning med blændende trylleri tilsat sjov og komik i den grad formår at ryste et selskab sammen i en sjov og magisk oplevelse. I foredragsshowet “Mad og Magi” kan du både få historien om Henning Nielsen og opleve et forrygende trylleshow med den sønderjyske tryllekunstner.
Til arrangementer hvor man mødes omkring underholdning eller foredrag med en hyggelige kaffepause midtvejs, tilbyder Henning Nielsen foredragsshowet ”Mad og Magi”. Her fortæller han i de første 45 minutter om sit liv. Her er beretningen om, hvordan interessen for trylleri blev vakt som ung dreng over kokkeuddannelsen på Hotel Rødekro til Verdensmesterskaberne i trylleri, hvor Henning som eneste nulevende dansker har en pokal stående på hylden.
Efter pausen kan publikum opleve Henning Nielsen for fuld skrue, når han vender op og ned på klassiske tryllenumre og krydrer det med humor, spas, gag og løjer. Når Henning taler, er publikum ikke i tvivl om, hvor han kommer fra, og det skaber stor morskab, når Henning på syngende sønderjysk giver den gas. Men bare rolig: Jo længere væk fra Sønderjylland, des langsommere taler Henning!
OM HENNING NIELSEN
Den sønderjyske tryllekunstner Henning Nielsen tog dommerpanelet og hele familien Danmark med storm, da han opnåede en flot 3. plads i ”Danmark har Talent ”på TV2. Her beviste Henning Nielsen, at han både er den fødte tryllekunstner og entertainer. ”Det var noget af det sjoveste tryl, jeg nogensinde har set i mit liv,” og ”Jeg er fuldstændig på toppen over det. Jeg synes, du har et virkeligt komisk talent, og dit udseende er med dig,” lød det bl.a. fra dommerpanelets medlemmer, der dermed hentydede til sønderjydens noget særprægede, todelte frisure.
Henning Nielsen er, som de fleste nok har gættet, langt fra en novice, hvad angår trylleri og underholdning. Den hurtigtsnakkende sønderjyde har optrådt i tæt på 35 år – både i Danmark og i udlandet til både store og små events. Henning Nielsens varemærke er uden tvivl, at han forener trylleri og stand-up komik. Dette indbragte i 2009 Henning en 3. plads i kategorien ”Comedy”, da der i Kina blev afholdt Verdensmesterskaberne i trylleri.
Efter Henning Nielsens medvirken i “Danmark har talent”, har han skabt sig en professionel karriere som underholdende tryllekunstner med over 100 jobs årligt.