Kontakt Andy
Liselotte Krogager Juleknas

Liselotte Krogager Juleknas

Liselotte Krogager og pianist har masser af godter med i underholdningskræmmerhuset: Liselottes yndlingssange, et par revysange og julesange som Juletræet med sin pynt, Skal vi klippe vore julehjerter sammen og Søren Banjomus (som Liselotte har et helt specielt forhold til).


Skuespilleren Liselotte Krogager byder på sang, sjov og hygge sammen med pianisten Bent Lundgaard. Med stort overskud og udadvendthed, men samtidig også stor indlevelse og meget nærvær, hygger Liselotte Krogager om publikum. Liselotte besidder en hjertelighed og folkelighed, der rammer publikum uanset om det er på plejehjemmet eller i pensionistforeningen.

Titlen på Liselotte Krogagers juleprogram er “Juleknas”, men der er ikke “knas” i repertoire-valget, der passer som fod i en jule-hose til arrangementet for seniorer og pensionister: Her er kendte julesange og Liselottes helt egen udgave af “Peters Jul”. Der er også Søren Banjomus, hvor Liselotte som meget ung medvirkede på den ikoniske indspilning med Otto Brandenburg. Udover julesange har Liselotte Krogager også nogle af sine andre yndlingssange (herunder lidt revyviser) med i repertoire-kræmmerhuset, og hun glæder sig til at dele gavmildt ud af de musikalske julegodter. Der bliver masser af mulighed for, at publikum får rørt stemmebåndene og lattermusklerne inden Liselotte og pianist til slut ønsker “GLÆDELIG JUL!”

OM LISELOTTE KROGAGER
Skuespiller Liselotte Krogager kunne i efteråret 2022 fejre et flot 40 års skuespillerjubilæum. Her var det 40 år siden, at Liselotte blev uddannet fra Odense Teaters elevskole. Men faktisk startede karrieren langt før bl.a., i 1967, hvor Liselotte medvirkede som Annies lillesøster i “Annie Get Your Gun” i den navnkundige opførsel i Falkoner Teatret med Daimi i rollen som Annie.

Gennem årene er det blevet til masser af teater-arbejde på landets teatre og medvirken i utallige revyer. Særligt revy og kabaret ligger Krogagers hjerte nær, og gennem 15 år har hun portrætteret mange af reyens store damer i sine Krogager Kabareter bl.a. Liva Weel, Lily Broberg og Grethe Sønck. For det arbejde modtog hun i 2016 Osvald Helmuths Jubilæumslegat og i 2018 Nils Wenkens mindelegat. Endvidere blev hun i  samme år nomineret til Årets Revyskuespiller, også kaldet Årets Dirch, for sin præstation i Ganløse Revyen.

Forespørgsel

Kontaktoplysninger

Kontakt Andy