Lyden af 50' og 60'erne med Heine Mindstrup
Der er lagt op til masser af nostalgi, sang, musik, grin og fællesskab i showet “Lyden af 50’erne og 60’erne” med populære Heine Mindstrup (kendt fra bl.a. DK4). I showet tager Heine publikum med på en musikalsk tidsrejse tilbage til en tid, hvor livet var lidt mere enkelt og måske lidt mere sorgløst, og hvor musikken var med til at forme en hel generation.
Heine vækker minderne til live med de store klassikere fra både 50’erne og 60’erne. Publikum bliver ført tilbage til de små singleplader, der snurrede på grammofonen, og til de uforglemmelige øjeblikke, hvor radioen (og ikke mindst Radio Luxembourg) bragte de nye hits ind i stuerne. I Heines optræden mindes publikum og Heine de tidlige rock’n’roll-hits som Buddy Hollys That’ll Be The Day og Little Richards Good Golly Miss Molly (som Heine godt nok synger med Rock Nalles danske tekst om go’ gamle fru Olsen). Derudover bevæger Heine sig op gennem 50/60’erne med bl.a. de store Elvis hits, de uforglemmelige Beatles-sange og helt frem til slut 60’erne med Creedence Clearwater Revivals Bad Moon Rising og Cliff Richards Grand Prix vinder Congratulations.
Det bliver ikke kun en international musikoplevelse, for Heine husker også de danske stjerner, der satte deres præg på perioden. Publikum kan således glæde sig til at høre sange fra Otto Brandenburg, The Cliffters, og mon ikke Heine også mindes Jan & Keld og deres populære version af Hello Mary Lou.
Heine Mindstrups dygtige guitarspil får også lov at folde sig ud i instrumentalnumre fra bl.a. legendariske The Shadows, og det giver helt sikkert optrædenen en ekstra autentisk og stemningsfuld dimension.
I ”Lyden af 50’ & 60’erne” er publikum ikke kun tilskuere, for Heine sørger også for sangark til lidt fællessang undervejs. Her inviteres publikum til at synge med på en række af elskede Giro 413-klassikere fra dengang. Således vil lokalet genlyde af kendte omkvæd som Der er lys i lygten.. og Træk din gamle sweater på..
Alt er tilladt i Heines hyldest til musikken fra 50’ og 60’erne. Man må synge, nynne, klappe i takt, danse – eller blot læne sig tilbage og lade musikken vække minderne til live. Det bliver en oplevelse fyldt med livsglæde, grin og en kærkommen tur ned ad Memory Lane.