Mads Westfall
Guitar-entertaineren Mads Westfall spiller på alle strenge, når han underholder: Flot stemme, suverænt guitarspil, masser af humor og nærvær samt en bred vifte af sange/viser gør Mads Westfall til et oplagt navn til den kommende underholdning på plejehjemmet eller i seniorklubben. Mads Westfalls musikalske show giver garanti for taktfaste klapsalver, gode grin og masser af muligheder for at synge med.
Måske kender du Mads Westfall fra den populære visetrio Halfdanskerne eller den musikalske stand up duo Strengedrejerne. Det kan også være, at du har set Mads Westfall på DK4 eller hørt ham på P4, P5 eller DR’s Dansktop, hvor han mange gange har været på listen. For Mads Westfall kan absolut også stå på egne ben: Siden han tilbage i 90’erne startede karrieren bl.a. som fast navn i Tivolis Vise Vers Hus har Mads Westfall med inspiration fra koryfæer som Eddie Skoller og Niels Hausgaard gennem årene udviklet sit helt eget ”one man and guitar show”.
Med stor erfaring sammensætter Mads Westfall repertoiret, så det passer til sted og publikum. Til arrangementer i seniorklubber og pensionistforeninger binder han i bedste Niels Hausgaard stil de kendte sange og viser sammen med sjove historier og fortællinger. Til optræden på plejehjem o.lign. er sangene og viserne i fokus. For alle optrædener gælder det, at Mads i den grad formår at tage temperaturen på publikum, så der bliver skabt hygge, nærvær, samhørighed og skøn stemning.
Det vil være for omfangsrigt at oplyse hele Mads Westfalls store repertoire, men lad os løfte sløret for, at Mads som regel inkluderer kendte sange som Kald det kærlighed, Se Venedig og dø, Mormors kolonihavehus, Så længe jeg lever, Den røde tråd, Avenuen, I en lille båd der gynger til elskede viser som Noget om helte, Svantes lykkelige dag og Mads’ fortolkning af Gnags’ Når jeg bli’r gammel.