Kontakt Andy

Søren Ryge Petersen

Søren Ryge er en fortæller i særklasse, og når han holder foredrag er det ikke om blomster og kartofler, men om mennesker. Ganske almindelige mennesker med en ualmindelig historie. Dertil måske lidt om barndommen i Sydslesvig og livet på gården på Djursland.

De fleste husker Søren Ryge, for han lavede TV for hele Danmark i 40 år. I 2020 stoppede han, fordi han fyldte 75, men han lever i bedste velgående på sin lille gård på Djursland, og han holder stadig meget af at komme ud til sine trofaste seere og fortælle nogle af de historier, som altid har været det bedste og vigtigste. Om Anders og Julius, der var hans naboer i 30 år. Om Valborg, der gravede sin have som 100-årig. Om Evald, der serverede en uforglemmelig hvidkålsuppe. Om Bette Anna, gode Marta og mange andre, der blev til godt TV, men også til gode historier, der holder endnu længere, og Søren Ryge kan fortælle om dem, så man kan se dem for sig.

Desuden hører det med, at hvis han fortæller historier syd for Kongeåen, så gør han det gerne på synnejysk, for det er hans andet modersmål, og han elsker det. Hans lille hund, YoYo, lever også endnu, men bliver altid hjemme.

Han holder altså ikke foredrag om et eller andet fint emne. Han fortæller historier om ganske almindelige mennesker – i en time eller to – så længe lager haves. Det er faktisk meget bedre end at høre og se dem i fjernsynet.

Forespørgsel

Kontaktoplysninger

Kontakt Andy