Trine Gadeberg - musikalsk foredrag
Det er ikke for ingenting, at Trine Gadeberg oftest bliver nævnt som Danmarks mest alsidige kvindelige entertainer: Om det er medvirken i populære musicals, som solist med landets symfoniorkestre, som revyskuespiller (bl.a. modtager af Årets Dirch 2018), som den ene fjerdedel i City Singler, som Kviknissen Pyt i DR´s Nissebanden julekalender, som kvindelig gæst med Linie 3 eller som det kæmpe viralt hit med figuren Pelle— Trine mestrer det hele!
Trine Gadeberg er en kvindelig entertainer med en sjælden grad af alsidighed. Med en medfødt nysgerrighed tilsat talent og flid er der ikke mange af landets scener, som Trine Gadeberg ikke har betrådt. Om det er landets store scener i kulturhuse, koncertsale, teatre, udendørs festspil, revyer eller de mindre scener i forsamlingshusene, så har Trine stået der!
Det har givet Trine Gadeberg et velfortjent prædikat som Danmarks mest alsidige kvindelige entertainer. Trines alsidige karriere har naturligvis givet masser af oplevelser. Det kan publikum høre om, når Trine mellem de mange sangnumre supplerer med muntre anekdoter.
Historierne fra Gadebergs lange karriere vil blive suppleret af sange fra et vælg af genrer, som Trine Gadeberg bevæger sig i: Musical, pop/rock, revy, dansktop, country, etc., så på én og samme tid kan publikum høre Dolly Parton og ABBA sange, Giro 413 hits over musical-toner fra bl.a. Grease til stemningsfulde Halleluja af Leonard Cohen og Time To Say Goodbye. Naturligvis bliver der også smagsprøver fra Trine Gadebergs revy-optrædener, hvor den populære 5½ årige Pelle kigger forbi og giver sit syn på, hvad der rører sig i verden og i det samfund, der optager Pelle lige nu og her. Mon ikke, at publikum også får historien om, hvordan Pelle udviklede sig til et viralt fænomen i Corona-tiden og efterfølgende har været med til at sende Trine Gadeberg ud på endnu flere forskellige scener.
Alt i alt venter der publikum en aften, hvor man bliver vidne til Trine Gadebergs enorme alsidighed. Publikum skal ikke forvente et foredrag, hvor alt tages i kronologisk rækkefølge. Programmet er ikke mere fastlagt end Trine Gadeberg, som den erfarne underholder hun er, undervejs kan improvisere og gribe en situation i salen og få noget sjov eller en sang ud af det. Et er sikkert: Ikke to musikalske foredrag bliver ens!